Q&A with Hypevintage

Teamet bag

I 2019 stiftede Liv og Karolina deres startup Hypevintage. Karolina er færdiguddannet sygeplejerske, og Liv skal til at læse sin kandidat i jura på AAU. 

Hypevintage specialiserer sig inden for premium vintage streetwear. De forsyner deres kunder med de mest eftertragtede og unikke vintage-pieces fra de største internationale streetwear-brands. Hos Hypevintage finder du alt inden for workwear, denim og vintage streetwear fra 90’erne og 00’erne. Hver item har sin helt egen historie og er selektivt håndplukket for at sikre det bedste sortiment og den højeste kvalitet.

Hvordan opstod ideen til jeres startup?

Ideen til Hypevintage opstod ud fra en personlig forkærlighed og passion for vintage streetwear. Vi oplevede selv udfordringer med at finde vintage streetwear i ordentlig kvalitet blandt alt det andet genbrugstøj, der er på markedet. Derfor besluttede vi os for at stifte Hypevintage, hvor vi vil gøre det nemmere for vintage-elskere at få fat i sjældent vintage streetwear fra store internationale streetwear brands.

Hvad er det bedste ved at være iværksætter?

Det bedste ved at være iværksætter er, at man danner sig et stærkt netværk på tværs af uddannelser og kompetencer, og at man får muligheden for at dele sin passion med andre og se noget udvikle sig og vækste fra scratch.

Hvad er så det mest udfordrende ved at være iværksætter?

Det mest udfordrende, men også det mest spændende ved at være iværksætter er, at alt sker ved ‘learning by doing’. Det betyder, at der vil blive begået en masse fejl, men til gengæld får man også en masse erfaring, man ellers aldrig ville have fået.

Hvordan kombinerer I startup og studie?

Vi har kombineret startup og studie ved at arbejde på startup ved siden af studiet, det vil sige før/efter skoletid og i weekender. Det har til tider været krævende, men det har alligevel fungeret ved hjælp af struktur og en masse drivkraft.

Hvor er jeres startup i dag og hvor er I på vej hen?

I dag er vi stadig i gang med at brande os og finde vores visuelle identitet som virksomhed. Vi har gang i mange projekter og har mange planer for fremtiden, og vi er gået ind i en spændende vækstfase. I fremtiden ser vi vores startup vækstet og godt etableret på markedet med en stor markedsandel. Vi har store ambitioner, og vi tror på, at vi i fremtiden bliver en stor aktør inden for vintage streetwear.

Hvad er jeres bedste råd til andre, som ønsker at starte egen virksomhed?

Tro på dig selv og spring ud i det!

Godt forarbejde betaler sig, men en del af iværksætterlivet er også at tage chancer, at fejle og at lære af sine fejl. Der vil komme modgang, udfordringer og svære tider – men dette er kun med til at ruste dig og gøre medgangen så meget sjovere!