Q&A with Epioz

Teamet bag

Vi hedder Clara Espersen og Ditte Holm Pedersen. Vi blev færdiguddannede sygeplejersker fra UCN i Hjørring i januar 2023. Vi har sammen startet virksomheden Epioz i efteråret 2022.

Hvad går jeres forretningsidé ud på?

Vores idé er at udvikle et epilepsiarmbånd. Armbåndet skal via sensorer registrere forskellige former for epilepsianfald og herefter via et e-SIM alarmere til pårørende, naboer eller andre tæt på personen med epilepsi – således der kommer hjælp.

Hvordan opstod ideen til jeres startup?

Idéen til vores epilepsiarmbånd opstod, da Dittes fætter Magnus på bare 17 år desværre afgik ved døden grundet et epilepsianfald. Han fik et epilepsianfald i badet, hvor der ingen hjælp i huset var. Kort og godt opstod vores idé, da vi ikke mener flere mennesker skal dø grundet et epileptisk anfald eller leve livet i frygt for at få et anfald i alene stunder.

Hvad er det bedste ved at være iværksætter?

Det bedste er helt klart at være sine egne chefer. Det er fedt selv at administrere ens tid! Derudover er det jo en fest at arbejde med noget man brænder for og motivation er i top.

Hvad er så det mest udfordrende ved at være iværksætter?

Det, vi synes, der er mest udfordrende, er alle de nedture, der også følger med ved at skabe sit eget. Som iværksætter rækker man ud til rigtig mange mennesker i håb om at komme videre i processen, hvor det bestemt ikke er alle, der kan eller vil hjælpe. Som iværksætter skal man derfor være modstandsdygtig overfor afslag.

Hvad har været den største succes indtil videre?

Vores største succes indtil videre har uden tvivl været deltagelsen i Startup Dating i 2022. Det var den vildeste oplevelse – men ligeledes også den mest grænseoverskridende oplevelse. Startup Dating gav os en masse medvind og ikke mindst gode kontakter til videre arbejde.

At deltage i Startup Dating kan kun anbefales og det er bare at springe ud i det.

Hvordan kombinerer I startup og studie?

Vi har på sygeplejestudiet været så privilegeret at deltage i Next Step som valgfag, hvilket gjorde det muligt at arbejde med vores virksomhed under uddannelsen. Derudover har vi gjort meget ud af, at mødes på fridage fra studiet og arbejde på Epioz, imens vi hyggede os.

Hvor er jeres startup i dag og hvor er I på vej hen?

Lige nu er vi ved at afholde møder med kontakter vi fik til Startup Dating. Så vi regner med snart at byde endnu et medlem ind i Epioz og få gang i en udvikling af sensorer til vores epilepsiarmbånd.

Hvad er jeres bedste råd til andre, som ønsker at starte egen virksomhed?

Vores råd er helt sikkert at springe ud i det og deltage i alle de events og arrangementer, der er. Alle mennesker forbundet med UCN Innovation er så søde og hjælpsomme – så Next Steo på UCN kan klart anbefales.